
Velkommen til Møllen
Møllen er en behandlingsafdeling primært til unge med komplekse psykosociale problemer. Afdelingen er beliggende i to huse
Rammerne på Møllen er hjemlige, trygge og med en fast struktur for hverdagene og weekenderne, hvor vores unge har en del indflydelse på weekendens aktiviteter. Det kunne være svømmehal, biograf og shoppeture, museumsbesøg eller lignende.
Vores vision er, at både de unge, forældrene og samarbejdspartnere kan mærke vores familiære kultur og høje faglighed. På Møllen arbejder vi ud fra en helhedsorienteret, anerkendende og traumebearbejdende tilgang. På den måde sikres der en forudsigelig hverdag, som forudsætter, at de unge opnår kontinuerlig udvikling og dermed nye muligheder i deres liv.
- Møllen ligger i naturskønne omgivelser lidt udenfor Jelling, og der er kort afstand til Jelling by.
- Møllen har fælles opholdsstue og spisestue. Møllen har 12 værelser fordelt på to huse med 6 værelser i hvert hus.
- Møllen har mulighed for at indskrive unge fra 12 år og op. Det er muligt at blive boende, indtil den unge fylder 18.
- Det er muligt selv at have cykel, løbehjul, rulleskøjter eller lignende med. Medbringer man et el-løbehjul, skal dette være lovligt, og den unge skal være fyldt 15 år. Ønsker man at medbringe en knallert eller scooter, skal denne ligeledes være lovlig, og den unge skal være fyldt 15. Både knallert og el-løbehjul er en individuel aftale, der laves med Møllen ved opstart.
- På Møllen arbejdes der i dags-, aften- og vågen nattevagt.
- På Møllen arbejder der følgende faggrupper: pædagoger, omsorgsmedarbejdere og nattevagter.
- Vi arbejder bl.a. med anerkendende pædagogik og mentalisering. Vi arbejder med STORM-modellen: Sikkerhed, Traumefokus, Opbygning af evner, Ressource-fokus og Mentalisering. Denne danner også grund for vores statusbeskrivelser.
- På Møllen er den unge selv med til at udarbejde egne udviklingsmål samt statusrapport, dette for at sikre den enkelte unges inddragelse i behandlingen.
- Møllens grundlæggende værdier er: Kvalitet, Omsorg, Udvikling, Samarbejde og Respekt.
- På Møllen arbejdes der med den tidlige træning til voksenlivet. Vi ønsker, at den unge opnår højere grad af selvstændighed og selvhjulpenhed i form af personlig hygiejne, rengøring af eget værelse, økonomi, madlavning, tøjvask osv. Vi arbejder tæt på den unge og opfordrer til selvstændighed, hvor det er muligt, og hjælper vores unge, hvor de har behov for ekstra støtte.
- I teams arbejdes der målrettet med nærvær, glæde, relations dannelse, struktur, involvering i et dialogbaseret tæt samarbejde med den unge, forældre og evt. eksterne samarbejdspartnere.
- Formålet med behandlingsindsatsen er at skabe en indholdsrig og struktureret hverdag for den unge. I tilbuddet er der en hensigtsmæssig og forudsigelig struktur med det formål at forebygge en problemfyldt adfærd hos den enkelte samt støtte til større selvstændighed og guidning til stærkere sociale kompetencer.
- Derudover er det et mål at hjælpe dem til at sætte grænser og sige fra over for ikke ønsket adfærd fra andre børn, unge og voksne.
- Den unge får støtte og hjælp til ugentlige samtaler med primærpædagog, fritid og deltagelse i fritidsaktiviteter samt sociale aktiviteter, at udarbejde individuel plan, ADL-træning (Almindelig Daglig Læring) – træning i almindelig daglig livsførelse. Fx rengøring, madlavning, indkøb, tøjvask og andre daglige forpligtelser er vigtige elementer i at skabe en forudsigelig og genkendelig struktur i hverdagen.
- Traditioner er også vigtige, og derfor lægger vi vægt på at markere begivenheder og højtider som fødselsdage, sommer- og julesamvær med pårørende, sociale ture, sommer- og vinterferie (sommerferiedestinationen kan variere. Vinterferien det samme, men det er som regel i form af en skiferie) samt almindelige højtider som jul, påske, pinse osv.
Succeskriteriet med vores arbejde er, at den unge bliver bedre til at sætte ord på tanker og følelser og dermed kan lære nye handlemuligheder, ændre negativ adfærd til positiv adfærd, evt. afkriminalisere og resocialisere. Den enkelte unge støttes til at oparbejde et samfundsaccepteret normsæt.
- Vi tilstræber, at de unge på Møllen har fritidsaktiviteter og/eller et fritidsjob. Fritidsaktiviteter udenfor Fårupgård kan f.eks. være fodbold, håndbold, gymnastik, ridning og esport. Vi har et godt samarbejde med de lokale idrætsforeninger, hvor vi bestræber os på, at man kan have sin fritidsaktivitet for sig selv med andre unge fra lokalmiljøet og ikke nødvendigvis fra Fårupgård.
- På Fårupgård er der gode udearealer med fodboldbane, trampoliner, egen hal og stort styrketræningslokale, som understøtter fysisk udeaktivitet, samt små oaser med hængekøjer og liggestole rundt om på området. Møllen har også mulighed for at tilbyde diverse krea-aktiviteter.
- Alle unge på Fårupgård går i skole eller på ungdomsuddannelse. Hvis den unge ikke er tilknyttet skole/uddannelsesforløb, skal der være et andet dagtilbud.
Der er et tæt samarbejde med forældre. Forældre bliver inviteret til møder og sociale arrangementer, hvor det er muligt. De unge har mulighed for at have besøg af familie og venner, når/hvis muligt - efter aftale med afdelingen.





