Sko­le­til­syn

Tilsynets indhold på dagen havde fokus på didaktik og undervisning med udgangspunkt i observationer i 4 klasser, samtaler med to voksne og 2 elever samt skoleleder. Vi blev mødt med åbenhed fra såvel personale som elever og der var en god stemning iblandt medarbejdere, elever og tilsynet i den tid vi var på skolen. Vi oplevede også en vilje til at drøfte pædagogiske forhold, der kunne være forbundet med udfordringer af forskellig art. Der var fælles spisning i spisesalen, hvor vi blev inviteret ind i fællesskabet. Vi så og drøftede bla. det funktionelle i skolens nye lokaler og herunder særligt fællesrummet, som skolen ikke tidligere har haft mulighed for at have. Fællesrummet anvendes som en del af undervisningen og kan bl.a. være med til at understøtte bevægelse i undervisningen.

Overordnet står Fårupgård Skole på et pædagogisk fundament, som vi oplever også afspejles i praksis i klasserummet. Herunder kan vi nævne de voksnes måder at være sammen med de unge på, som anerkendende, inddragende og inviterende til deltagelse i klasserummets aktiviteter. Vi har iagttaget de voksnes samspil i klasserne, og har set eksempler på hvordan to voksne kan jonglere didaktisk og relationelt og på den måde skaber deltagelsesmuligheder for flest mulige i klasserne. Et eksempel er en voksen som sætter dagens tema i gang ved tavlen og indimellem supplerer den anden voksen ”ude på gulvet” iblandt eleverne med hendes sprog og kropssprog for det samme. Elevernes arousal niveau stimuleres og der skabes et aktivt klasserum. Vi ser her sammenhæng mellem det at arbejde med elevernes arousal niveau i klasserummet og den fælles pædagogiske forståelse der er iblandt personalet. I samtalen med eleverne var det meget tydeligt at de har tillid til de voksne i skolen. Det kom bla. til udtryk når de fortalte om, hvordan de tilgik til voksne, når der var behov for det. Skolen var tilnærmelsesvis et fristed for de unge, hvor de blev taget alvorligt.

Konklusion

På baggrund af tilsynsbesøget, hvori der indgik samtaler med elever og voksne samt observationer hæfter vi os ved:

• Der opleves overensstemmelse imellem det fælles didaktiske ståsted i personalegruppen og den praksis vi ser i klasserummet.

• Der opleves tillid fra eleverne til de voksne i skolen

• Det opleves at skolen er optaget af læring og dannelse, i et miljø hvor de voksne er de ansvarlige.

• Med udgangspunkt i den indhentede data lever skolen op til de lovfastsatte bestemmelser omkring fag og timetal, fritagelser mv.

• Skolens nye lokaler giver fine muligheder for god undervisning.